Turisterne vil til Thyborøn

Det går fantastisk for turismen i Thyborøn - og det skyldes blandt andet attraktioner som den nye Mindepark og Jyllandsakvariet.

Der er ekstra mange tilskuere, når der bliver handlet fisk på auktionen i Thyborøn i disse dage.
Der er ekstra mange tilskuere, når der bliver handlet fisk på auktionen i Thyborøn i disse dage.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Der er blevet mere at komme efter i Thyborøn, hvor turisterne har myldret til hele sommeren. Og det er især attraktioner som Jyllandsakvariet, Sea War Museet, Kystcentret og kirken, der giver flere folk i byen. 

- Vi havde regnet med succes, men vi havde ikke regnet med 30.000 mennesker, som vi er oppe på nu.

Sådan siger Gert Normann Andersen, som er manden bag blandt andet Sea War Museet og Mindeparken. Museet åbnede for knap et år siden, mens Mindeparken først blev indviet d. 1. juni i år. 

- Og der er allerede masser af mennesker, der har booket ind senere på året – mennesker, der normalt aldrig ville komme til Thyborøn – de kommer pludselig her, fortæller Gert Normann Andersen. 

Smitter af på resten 
Byens kirke har også fået travlt på andre tidspunkter end søndag klokken ti. Busfulde med rundvisningsgæster triller ind omkring 100 gange om året. 

- Der er ingen, der havde forestillet sig, det skulle være på den måde her - det tror jeg ikke. Det spreder sig jo som ringe i vandet, siger Kai Bruun fra Thyborøn Kirke.  

Og når det regner på kirkesangeren, drypper det på restauratørerne. Normalt er det mest danske og tyske turister, der kigger forbi, men i år møder de lokale nye nationaliteter.

- Vi mærker, der kommer mange flere til - og vi mærker især flere engelsktalende turister. Det smitter af - vi har jo været nødt til at bygge til og ansætte flere folk, siger Anders Olesen fra Fiskehallen Thyborøn.