Turister får en bid af Vestjylland

I Holstebro kan turister sommeren over besøge landmænd for at opleve den vestjyske madkultur fra jord til bord.

090713_ausumgaard_0.jpg

Hele sommeren kan turister i Vestjylland sætte tænderne i lokale fødevarer på en fødevareoplevelsestur. På turen kommer gæsterne rundt hos producenterne og samler råvarer ind, som de sidst på dagen skal tilberede sammen med en kok.

Turisterne får på den guidede rundtur mulighed for at smage på grøntsager, honning, ænder, frilandsgrise og bondegårdsis. Fødevareproducenter og guider viser de cirka 15 deltagere rundt og fortæller om historierne bag råvarerne.  

- Det er den slags autentiske historier, som turister gerne vil høre, siger Majbritt Møller, som er turistguide på turen.

Is-producent: Tæt på forbrugerne

Janne Rahbek producerer til daglig bondegårdsis til sin gårdbutik, restauranter og butikker. Men nu skal hun også vise turdeltagerne i Vestjylland, hvordan de på Staby Ismejeri producerer is med økologiske køer. Hun glæder sig til at få besøg af turisterne.

- Vi havde hørt om konceptet og syntes, at det var en måde at komme tæt på forbrugerne, siger hun.

Turisterne laver maden

Uddannelsescenter Holstebro lægger køkken til turisternes madkunster. Deltagerne fordeles på madhold og en kok hjælper dem med at tilberede et vestjysk måltid af de lokale varer. Jimmi Petersen fra Gastro Consulting har været med til at udvikle projektet, som ikke er set før.

- Det er banebrydende, at man her kommer så tæt på producenterne. Det er en ny måde at formidle til turister, og hvor de selv er med til at lave maden, siger han.

Projektet har været i gang i tre uger og fortsætter resten af sommeren.