Turismeforsker: Husk på at udviklingen kan vende

Feriehusbranchen har kronede dage og melder alt udsolgt langs vestkysten. Spar op til dårlige tider, lyder rådet fra turismeforsker.

Peter Kvistgaard

Efterspørgslen på sommerhuse er eksploderet. Udlejningsbureauerne langs vestkysten melder alt udsolgt og skriger på flere udlejningsparate feriehuse.
Men ifølge turismeforsker ved Aalborg Universitet, Peter Kvistgaard, er der god grund til at have in mente, at udviklingen kan vende.

- En af de helt afgørende ting er, at man putter penge ind på kistebunden, når det går rigtig godt, som det gør i øjeblikket, siger han.

For selvom udlejningsbureauerne i øjeblikket oplever, at måtte sige nej til mange af de turister, der ønsker at leje et feriehus, så er det ifølge turismeforskeren en udvikling, som hurtigt kan vende.

- Det kan jo godt være, at vi om et stykke tid får lidt mere ro på i verden, og der ikke er så meget terror, krig og flygtninge. Det vil komme til at spille en afgørende rolle for den succes, som vi ser i øjeblikket, siger Peter Kvistgaard. 

Behov for udviklingstiltag

Udlejningsbureauerne skriger i øjeblikket på flere feriehuse og frygter, at det manglende udbud vil bremse væksten i turisme.
Men ifølge Peter Kvistgaard er der god grund til også at gemme en del af overskuddet fra feriehussalget til fremtidig produktudvikling.

- Hvis vi skal være lidt hårde i filten, så kan man sige, at vi jo ikke har udviklet vores feriehusprodukt i rigtig mange år. Vores feriebyer rundt omkring mangler måske lidt i forhold til vores konkurrenter, siger han. 

Turismeforskeren opfordrer til, at flere udlejningsbureauer opretter udviklingsfonde, så der er penge til nye tiltag, hvis udviklingen vender i feriehusbranchen. 

Derudover kan turisternes ferievaner ændre sig i fremtiden. 

- Vi ser generelt over hele verden, at folk har flere og flere ferier, men kortere og kortere, siger han og peger på, at danske udlejningsbureauer kan ende med at være bagud i forhold til konkurrenterne. 

- I Nordtyskland er de begyndt at bygge hoteller i stedet for ferielejligheder. Det er et svar på den her ændrede adfærd hos turisterne, siger han.

4:32
Flere vestjyske sommerhusudlejere kæmper for at følge med efterspørgslen og må melde alt udsolgt