Turbåd med 18 personer i havsnød

Både redningshelikopter og redningsbåden fra Hvide Sande rykkede ud, da en turbåd tog vand ind 16 sømil vest for Hvide Sande.

havsnoed.jpg

Kaptajn Bendt Staunsbjerg fik nok at se til, da hans båd i nat begyndte at tage vand ind. Om bord på båden var der 15 turister og 3 besætningsmedlemmer, som skulle reddes hvis båden sank.

Kaptajnen opdagede selv at båden tog vand ind, og skibets egne pumper gik i gang med at pumpe vandet ud, men efter lidt tid stoppede pumperne til.

Derfor blev kaptajnen nødt til at slå alarm. Søværnets Operative Kommando tog alarmen meget seriøst og sendte med det samme en redningshelikopter og en redningsbåd fra Hvide Sande.

Helikopter måtte opgive

Helikopteren nåede hurtigt frem til turbåden, og forsøgte at hejse en nødpumpe ned til skibet, så man kunne få pumpet vandet ud. Men det forsøg mislykkedes. Derfor afbrød man forsøget og ventede i stedet på, at redningsbåden fra Hvide Sande nåede frem.

Fra båden kunne man aflevere en nødpumpe som kunne pumpe vandet ud. Derefter kunne turbåden "Fio" ved egen kraft sejle tilbage til Hvide Sande.

Mandag skal "Fio" efterses på værftet i Hvide Sande, hvor man skal have repareret lækken.

 

Se her et interview med kaptajn Bendt Staunsbjerg på "Fio":

1:28