Håndbold: TTH's håndboldkvinder tabte overraskende i Skanderborg

Slutspilsdrømmene for TTH Holstebros håndboldkvinder led et knæk, da holdet lørdag tabte i Skanderborg.

Skanderborg vandt 27-25, og afholdt dermed TTH fra at spille sig tæt på den ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.
Skanderborg vandt 27-25, og afholdt dermed TTH fra at spille sig tæt på den ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.
Foto: Axel Schütt / Ritzau Scanpix

Hvis man vil i slutspillet i kvindernes håndboldliga, er Skanderborg Håndbold et af de hold, man gerne skal slå.

Det formåede TTH Holstebro ikke, da vestjyderne lørdag gæstede Skanderborg. Hjemmeholdet vandt 27-25 og afholdt dermed TTH fra at spille sig tæt på den ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.

Med en sejr ville TTH blot have været to point efter både Viborg HK og Silkeborg-Voel, som sidder på syvende- og ottendepladsen - begge med 16 point efter 15 af de 26 grundspilsrunder.

I stedet forbliver TTH på niendepladsen og nu kun med to point ned til netop Skanderborg på tiendepladsen.

Holdene fulgtes pænt ad til 7-6 i hjemmeholdets favør, men så begyndte Skanderborg-kvinderne for alvor at trække fra.

I de sidste ni minutter frem mod pausen blev etmålsforskellen ændret til en komfortabel hjemmeføring på 14-9 ved pausen.

TTH-holdet havde brug for en god start på de sidste 30 minutter, hvis håbet om point i opgøret skulle bevares, men sådan gik det ikke.

Skanderborg trak yderligere fra, og med scoringen til 19-12 fra fløjen af Stine Holm så det for alvor umuligt ud for de vestjyske gæster.  

Mindre end tre minutter før tid førte Skanderborg 27-21, men holdet gik helt i stå, og TTH fik lov til at pynte på måltavlen med fire mål på stribe.