TTH taberdømt efter to klager

Danmarks Idræts Forbund har nu også afgjort at Team Tvis Holstebros kvindehold er taberdømt efter klubben ankede for anden gang.

131210_tth_0.jpg

I dag afgjorde den højeste juridiske instans, Danmarks Idræts Forbunds appeludvalg, at Team Tvis Holstebro er taberdømt efter at have brugt ulovlige spillere i pokalturneringen. Det var anden gang, at TTH's klage blev afvist.

Appeludvalget afgjorde at to af spillerne, som håndboldholdet benyttede sig af i ottendedelsfinalen i pokalturneringen mod Hadsten, var ulovlige. Målvogter Louise Bager Due og stregspiller Sara Hald var ifølge Dansk Håndbold Forbund ikke spilleberettigede. Afgørelsen skuffer TTH-direktør Jacob Jørgensen.

- I TTH vedgår vi gerne, at vi kan have lavet en fejl. Men DHF ansatte har lavet fejl på fejl. Og det er kun os, der tager skraldet. Det havde i den grad klædt både DHF og DIF at erkende, at der er sket fejl på begge sider af bordet, i stedet for at man kun laster den ene part. Jeg forventer og håber, at DHF straks går i gang med at stramme op udformningen af sine egne regler, så der vitterlig er tale om love/regler og ikke hensigter, der kan fortolkes og bøjes efter forgodtbefindende, siger Jacob Jørgensen i en pressemeddelelse.

Afgørelsen kom i første omgang fra Dansk Håndbold Forbunds disciplinærudvalg. Men klubben var utilfreds med at blive smidt ud af pokalturneringen og ankede dommen. Håndboldforbundet holdt fast i afgørelsen, hvorefter kvindeholdet klagede endnu en gang. I dag stadfæstede DIF kendelsen.