TTH-streg rykker til udlandet

TTH-stregen, Lars Mousing, er i gang med sin sidste sæson i TTH Holstebro. Den 26-årige streg har et ønske om at fortsætte karrieren i udlandet efter indeværende sæson.

Foto: Team Tvis Holstebro

Lars Mousing er på vej mod udlandet, men ham og klubbens ledelse skilles i en gensidig aftale.

- Vi ville lyve, hvis vi sagde, at Lars ikke var interessant for os at beholde, men han har haft et personligt ønske om at opsøge udfordringer i udlandet. Det har vi forståelse for, og vi er stolte af at have udviklet endnu en spiller som sigter mod udlandet. Den klub, som får fat i Lars vil få en spiller med høj kvalitet, siger John Mikkelsen, der er direktør i TTH Holstebro. 

Vi ville lyve, hvis vi sagde, at Lars ikke var interessant for os at beholde.

John Mikkelsen, direktør i TTH Holstebro

Lars Mousing har spillet 140 kampe i TTH Holstebro. Stregspilleren kigger tilbage på en god tid i klubben.

- Jeg har været utrolig glad for at være i TTH Holstebro, og jeg er glad for, at jeg tog skridtet hertil fra Skanderborg for snart fire år siden. I min tid i klubben har jeg bygget på i min udvikling, og som årene er gået, har jeg trinvis fået mere ansvar fra Patrick Westerholm, og det har kun været en lærerig proces, fortæller Lars Mousing.

Læs også Tam indsats: TTH Holstebro henter et enkelt point mod ligaens nummer 11

En længsel i kroppen gør dog nu at Lars Mousing søger nye udfordringer - og målet er udlandet for den 26-årige stregspiller.

- Der har været en udlængsel i kroppen for at komme videre fra Danmark og prøve et nyt projekt. Nu har jeg efterhånden spillet en del år i den danske liga, og hvis jeg skal videre, så skal det være nu. Det idealle scenarie er nok at komme til en klub i Tyskland, Frankrig eller Portugal, men der er flere gode muligheder som kunne være tiltrækkende, siger Lars Mousing.

Jeg vil ikke afvise, at jeg i fremtiden sætter mine ben i Gråkjær Arena igen som spiller.

Lars Mousing

Selvom Lars og TTH Holstebro slutter samarbejdet efter denne sæson, så er døren til Gråkjær Arena ikke lukket permanent for stregspilleren. 

- TTH har været en rigtig god klub for mig, så jeg vil ikke afvise, at jeg i fremtiden sætter mine ben i Gråkjær Arena igen som spiller. Men lige nu kalder et nyt kapitel, og så må vi se, om der kommer et muligt gensyn med Holstebro, siger stregspilleren.