TTH slår topholdet i tæt kamp

Fem sekunder før slutfløjtet spillede TTH sig i front og sikrede en 26-25 sejr over topholdet Aalborg Håndbold.

TTH Holstebro
Foto: Arkiv

TTH's herrer vandt onsdag aften på udebane over topholdet Aalborg Håndbold, 26-25 endte kampen, skriver TTH på deres hjemmeside.

Det blev en mærkelig affære i Gigantium. Første halveg blev i den grad ejet af gæsterne fra Holstebro, som efter en tæt start spillede sig op i tempo og kunne gå til pause med en fem måls føring - 9-14.

Smilene forduftede dog hurtigt i 2. halvegs begyndelse. For der var kæmpe forskel på de hold der gik til pause og dem der mødte op til 2. halvegs start. 

På under otte minutter bragte Aalborg sig ikke bare tilbage, men foran 16-15 efter en periode, hvor absolut intet gik TTH's vej. Herefter kom midt- og vestjyderne bedre med igen, inden de med otte minutter igen var nede med 24-21 og det så sort ud med at få point med hjem.

Men Vignir Svarvarsson og Martin Hansen ville det anderledes og deres scoringer betød imidlertid udligning. Det lagde op til en hektisk afslutning. Med under to minutter igen spillede TTH sig op på uafgjort, og bolden var i Aalborgs hænder. 

45 sekunder igen reddede en storspillende Rasmus Lind en Aalborg-afslutning, og så var der match bold til TTH. Med 20 sekunder tilbage blev der taget time-out - og herefter blev bolden spillet fint rundt, inden Martin Hansen kastede den i kassen med fem sekunder tilbage på uret. Dermed en sejr på 25-26 til TTH.

Sejren giver to point i en tæt række, og TTH hører nu til i toppen af rækken efter den 4. sejr i de seneste 5 ligakampe, fortæller klubben på deres hjemmeside.