TTH siger farvel til målvogter

Fra sommer afslutter Team Tvis Holstebro samarbejdet med målvogter Rasmus Lind, da klubbens økonomi er presset.

lind.jpg

Vejene skilles for Team Tvis Holstebro og målvogter Rasmus Lind.

Han har været i klubben i 14 år, men Team Tvis Holstebros økonomi er presset - og derfor skal der spares.

- Vi er kede af at måtte sige farvel til Rasmus, der både er en ægte klubmand og en lokal dreng, men vi har måttet kigge på økonomien omkring herreholdet i næste sæson og finde en anden løsning, siger Jørgen Hansen, der er næstformand i TTH.

Ifølge Jørgen Hansen er klubben nødsaget til at ophæve nogle kontrakter, for at få klubbens økonomi til at køre rundt. Og de eneste kontraker, der udløber i år, er på målmandsposten.

- Det er klart, jeg er skuffet, for jeg ville meget gerne være fortsat i TTH. Omvendt kender og anerkender jeg klubbens situation, og jeg ved jo også godt, at eventyr ikke altid varer ved. Jeg har været i klubben, siden jeg var 18 og været med på hele turen, hvilket jeg er taknemmelig for, og skal jeg nå noget andet i min håndboldkarriere, så er det vel også ved at være sidste udkald, lyder det fra Rasmus Lind.

Hvor målvogteren skal hen efter nuværende sæson, vides ikke endnu.