TTH misser førsteplads efter nederlag

Århus Håndbold besejrede onsdag Team Tvis Holstebro. Dermed mistede Tvis Holstebro vigtige slutspilspoint.

Team Tvis Holstebro 3.jpg

Team Tvis Holstebro kunne med en sejr ude over Århus Håndbold i Boxer Herreligaens slutspil rykke helt i front af gruppen, men det mislykkedes.

Et nederlag på 26-27 til Århus holder Tvis Holstebro et point efter KIF Kolding København og Skjern Håndbold. Det var samtidig Århus-mandskabets første point i slutspillet.

Efter en tæt indleding på kampen, hvor begge hold misbrugte en del store muligheder, var det Tvis Holstebro, som først fik has på scoringsprocenten.Det betød, at Tvis-holdet kunne åbne en lille føring på 10-7 efter 18 minutter, hvilket fik Århus-træner Erik Veje til at kalde timeout for at få styr på forsvaret.

Og opsangen hjalp. De næste godt syv minutter vandt hjemmeholdet med 5-0, inden en udvisning gav Tvis Holstebro ekstra plads i angrebet til at få udlignet til 12-12 med to scoringer i overtal. Et misbrugt Århus-straffekast og endnu en udvisning til aarhusianerne blev udnyttet af Tvis-mandskabet til at skabe en pauseføring på 14-13.

Århus haltede hele tiden lidt efter i begyndelsen af anden halvleg, men ved 17-17 fik hjemmeholdet kontakt, og efter en Tvis Holstebro-udvisning kom Erik Veje Rasmussens tropper i front med tre mål.

Tvis-playmaker Allan Damgaard måtte i denne periode ud til behandling, og det ramte udeholdets angrebspil, der igen gik fuldstændig i stå. Tvis-træner Klavs Bruun Jørgensen tog konsekvensen af, at spillet ikke fungerede, og han sendte spillerne frem i et offensivt forsvar.

Det gav kortvarigt pote, og med 10 minutter igen kom de op på 22-22 efter at have været nede med tre mål længe. Men det var bare ikke dagen, hvor det skulle lykkes for Tvis Holstebro.

Bagud 26-27 til sidst havde holdet fem sekunder til at sætte udligningen ind, men det mislykkedes. Resultatet betyder, at KIF Kolding København fortsat fører puljen a point med Skjern - begge med seks point - mens Tvis har et enkelt point mindre.

Tvis Holstebro skal i de to sidste kampe i slutspillet møde Skjern og KIF Kolding København - det samme er tilfældet for Århus Håndbold, som har to point i bunden.

/ritzau/