TTH Holstebro slog Silkeborg-Voel knebent

Foto: Lars Rasborg / Scanpix

TTH Holstebro slog Silkeborg-Voel knebent

TTH Holstebro vandt med et mål ti sekunder over Silkeborg-Voel i kvindernes håndboldliga.

Marginalerne er ikke med Silkeborg-Voel i dette efterår i kvindernes håndboldliga, HTH Go Ligaen.
    
For tredje gang i denne sæson tabte Silkeborg med et enkelt mål, da det blev til et 25-26-nederlag hjemme mod TTH Holstebro.
    
Efter ti kampe er Silkeborg-Voel fortsat kun noteret for tre sejre og ligger uden for de otte slutspilspladser.
    
Hjemmeholdet så ellers ud til at cruise mod en sejr med en 12-7-føring efter 22 minutter
    
Men Silkeborg-Voel fik en frygtelig afslutning på første halvleg. Ikke blot fordi TTH Holstebro fik halet ind, så silkeborgenserne kun var foran med 13-12 ved pausen.
    
Det var mindst lige så alvorligt, at højrebacken Stine Skogrand blev præsenteret for det røde kort for en tackling på gæsternes Inger Smits.
    
Den kendelse havde Silkeborg-spillerne og træner Jakob Andreasen umiddelbart svært ved at forstå.
    
Uden den stærke nordmand mistede Silkeborg-Voel overtaget, og anden halvleg blev tæt og spændende.
    
Silkeborgs playmaker Sofie Bæk Andersen ydede en stor præstation med ti mål på ti forsøg, men alligevel lykkedes det ikke hjemmeholdet at holde TTH bag sig.
    
Inger Smits scorede til 26-25 for gæsterne ti sekunder før tid, og på kampens sidste angreb måtte Anna Sophie Okkels se sit forsøg blive reddet af TTH's stærkt spillende keeper, Ida Vium.
    
I tirsdagens anden kamp hentede mestrene fra Nykøbing Falster en storsejr på 31-20 ude over Aarhus United.
    
Bagspilleren Johanna Westberg nettede otte gange for gæsterne, som også havde en stærk keeper i Cecilie Greve. Landsholdsreserven noterede sig for en imponerende redningsprocent på 52.