TTH Holstebro sejrer sikkert i europæisk sæsondebut

TTH Holstebro vandt sikkert med 27-16 over schweiziske HC Kriens-Luzern i det første af to opgør i 2. runde af EHF Cuppen.

Arkivfoto Foto: Scanpix / Morten Stricker

TTH Holstebro sæsondebuterede med stil i EHF Cuppen, da de så godt som sikrede sig videre avancement mod schweiziske HC Kriens-Luzern. Resultatet af den første kamp blev en knusende sikker sejr på 27-16 på udebane.

TTH Holstebro førte hele 16-6 ved pausen, og det nåede endda at blive 22-7 i løbet af anden halvleg, inden målmand Torbjørn Bergerud fik et lille hvil til sidst.

- Torbjørn er fundstæding outstanding i dag, siger cheftræner Patrick Westerholm til TTH Holstebros hjemmeside.

Cheftræneren fortæller, at Martin Hansen og Lars Mousing også blev sparet i lørdagens opgør. 

På trods af den sikre sejr så vil Patrick Westerholm ikke kigge mod næste runde endnu.

- Der er jo nogle mærkelige resultater i europæisk håndbold, og på lørdag i Holstebro vil Kriens råde over nogle spillere, der ikke var med i dag. Men jo, det ser da ganske fornuftigt ud i forhold til at gå videre til næste runde, siger Patrick Westerholm.

Hvis TTH Holstebro vinder samlet over HC Kriens-Luzern, vil det give adgang til turneringens 3. runde. Klarer TTH Holstebro sig videre fra den runde også, vil de kvalificere sig til EHF Cuppens gruppespil.

Returkampen mod HC Kriens-Luzern bliver spillet lørdag den 14. oktober klokken 15.30 i Gråkjær Arena.