TTH Holstebro køber ligatopscorer

Den 24-årige Johan Meklenborg kommer nu tilbage til TTH, hvor han har spillet i sine ungdomsår.

TTH Holstebro har netop skrevet en 3-årig kontrakt med ligatopscoren Johan Meklenborg.
TTH Holstebro har netop skrevet en 3-årig kontrakt med ligatopscoren Johan Meklenborg.
Foto: TTH Holstebro

Ligatopscoren Johan Melklenborg skifter nu fra Nordsjælland Håndbold til TTH Holstebro.

Den tre år lange kontrakt træder i kraft den første juli 2019. Det skriver TTH Holstebro i en pressemeddelelse.

- For mig er et skifte til TTH Holstebro – et drømmeskifte. Jeg føler at jeg kan få opfyldt mine sportslige ambitioner i TTH, hvor jeg ser gode muligheder for at skabe resultater, både for klubben men også for min egen udvikling, siger Johan Meklenborg.

Hjem til Holstebro

Den 195 centimeter høje bagspiller glæder sig til gensynet med Holstebro.

- Jeg har brugt i alt 15 år af mit ungdomsliv i HH90 og TTH. Det er en klub som betyder meget for mig, og man kan roligt sige, at det har været en rigtig god følelse som jeg har oplevet i forbindelse med mit valg af fremtidig klub, lyder det fra Johan Meklenborg.

Meklenborg blev liga-topscorer i 2017/2018 grundspillet med 167 mål. Derudover blev han kåret til Årets All Star Hold til dansk Håndbold Award 2018.

TTH-træner glad

TTH Holstebros cheftræner Patrick Westerholm ser frem til det nye samarbejde.

- Skiftet for Johan til TTH er en god case for alle parter. Han er en lokal TTH-dreng der vender hjem i en meget stærkere udgave efter en flot udvikling i Nordsjælland Håndbold. Johan er en spiller som besidder stor kvalitet angrebsmæssigt, hvor han især er dygtig i sit vurderingsspil, siger Westerholm og fortsætter:

- Ligeledes er han farlig når han går på mål, hvor han har et godt skud med power. Opgaven for os bliver nu at løfte hans defensiv, således vi også kan drage nytte af ham i vores kontrafase.

Johan Meklenborg kan se frem til at møde sin nye klub den 5. september, når Nordsjælland møder TTH Holstebro i anden spillerunde af Herre Håndbold Ligaen.