TTH Holstebro får medhold i usædvanlig håndboldsag

Kamp mellem TTH Holstebro og Skanderborg Håndbold skal spilles om på grund af tidtagningsfejl.

tth_logo.jpg
Foto: Team Tvis Holstebro

Der er nu kommet afgørelse i en usædvanlig sag i forbindelse med en håndboldkamp fra herreligaen.

TTH Holstebro har fået medhold i protesten i forbindelse med kampen mellem TTH Holstebro mod Skanderborg Håndbold, som blev spillet den 30. oktober 2016. Det oplyser DHF.

Ifølge protesten er der begået fejl fra dommer- og tidtagerbordet, idet der er spillet ca. 10-12 sekunder længere, end der burde have været, og under denne ”mertid” i de sidste sekunder af kampen, er der scoret et udlignende mål af Skanderborg Håndbold til slutresultatet 23-23.

TTH Holstebro har krævet, at kampen bør spilles om, mens Skanderborg Håndbold har nedlagt påstand om frifindelse med den begrundelse, at den skete fejl ikke har haft afgørende betydning for kampens resultat.

Protest tages til følge

Disciplinærinstansen for Håndboldliga og 1. division har nu truffet afgørelse i sagen. TTH Holstebros protest tages til følge, og kampen mellem TTH Holstebro og Skanderborg Håndbold skal spilles om.

Disciplinærinstansen begrunder det med, at en omkamp i den konkrete sag med den erkendte afgørende fejl er den mest korrekte sportslige afgørelse.

Ærgrelse i Skanderborg

I Skanderborg er man uforstående overfor afgørelsen:

- Vi er jo i en situation, hvor vi hverken kunne gøre fra eller til. Elektronikken i Gråkær Arena virker ikke og observatøren begår efterfølgende en klokkeklar men menneskelig fejl, oplyser Skanderborgs Håndbolds sportschef Torben Væver til klubbens hjemmeside.

Han er ærgerlig over afgørelsen.

- Vi havde ingen indflydelse på noget som helst, men måtte bare forholde os til den tid, vi fik at vide, der var tilbage af kampen. Nu bliver vi åbenbart straffet for ikke at afslutte inden den tid, som der burde have været tilbage, og det giver på bedste teenagerfacon ingen mening, slutter han.

Skanderborg Håndbold har nu 7 dage til at beslutte, om de vil indsende en appel.

Læs hele rapporten her