TTH holdt Esbjerg i kort snor

Team Tvis Holstebro var klart bedst mod Ribe-Esbjerg og blander sig nu i topstriden i Boxer Herreligaen (arkivfoto).

TTHkamp1_0.jpg

Der var niveauforskel fra start til slut, da Ribe-Esbjerg fra bunden af Boxer Herreligaen gæstede Team Tvis Holstebro her til aften.

En overbevisende indsats fra favoritterne resulterede i en sikker sejr på 25-20, som endda kunne have været større, hvis ikke holdet havde slappet af i slutminutterne.

Seks mål på stribe

Udeholdet kom ganske vist på 2-0 i kampens indledning, men derfra satte Team Tvis Holstebro sig tungt på kampen.  Med seks mål på stribe tog hjemmeholdet teten, og den slap man aldrig igen. Ribe-Esbjerg fik aldrig lov til at komme tæt på, og det var især en stærkt spillende Jonas Hansen i Tvis Holstebro-målet, som sørgede for det.

Ved pausen hed stillingen 12-6.

Jonas Hansen endte med en redningsprocent lige i underkanten af 50, og han var kraftigt medvirkende til, at gæsterne blev holdt på blot 20 scoringer.

Sejren sender Tvis Holstebro op på 12 point, så holdet nu er a point med KIF Kolding København på fjerdepladsen. Ribe-Esbjerg er fortsat næstsidst i rækken.

/ritzau/