Nødaviser: Trykkere har nedlagt arbejdet

På grund af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse på Jysk Fynske Mediers trykkerier udkommer koncernens aviser i dag som nødaviser.

Nogle af de aviser, der i dag kommer i reduceret udgave, er Dagbladet Holstebro-Struer, Folkebladet Lemvig og Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Nogle af de aviser, der i dag kommer i reduceret udgave, er Dagbladet Holstebro-Struer, Folkebladet Lemvig og Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Foto: Flemming Christensen

Jysk Fynske Mediers aviser udkommer mandag i nødudgaver med knap så mange sider som normalt.

Det skyldes, at medarbejderne på trykkeriet i Struer har nedlagt arbejdet ligesom kollegerne på Jysk Fynske Mediers øvrige trykkerier.

De er blevet pålagt at gå ned i løn i forbindelse med medievirksomhedens plan om at reducere lønomkostninger i alle afdelinger med 10,81 procent.

- Som de eneste har de ansatte på trykkerierne fået tilbud om at være med til at finde besparelserne på andre områder end ved at nedlægge stillinger. Vi har holdt mange møder med medarbejderne men har ikke mødt nogen som helst forståelse for den situation, hele virksomheden og trykkernes kolleger befinder sig i, siger Jysk Fynske Mediers viceadministrerende direktør og ansvarlig for driften af trykkerierne, Alex Pedersen, i nogle af Jysk Fynske Mediers netaviser.

- Derfor har vi ikke haft anden mulighed end at reducere de ansattes løn med 10,81 procent for at opfylde vores krav til besparelser. De vil dog stadig få en god løn, siger han.

Nogle af de aviser, der i dag kommer i reduceret udgave, er Dagbladet Holstebro-Struer, Folkebladet Lemvig og Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Det er uvist, hvor længe den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse vil vare, men koncernen vil gøre alt for, at aviserne udkommer hver dag og henviser til, at alle artikler kan læses i fuld længde i de respektive netaviser.