Tryghedshotel i stedet for overbelægning

Et nyt tilbud til de ældre i Lemvig betyder, at mange undgår at blive indlagt på sygehus. Modellen breder sig, og det kan begrænse overbelægningen på de medicinske afdelinger.

19Tryghedshotel.jpg

Der er otte senge på det nye tryghedshotel i Lemvig. Pladserne er beregnet til ældre med for eksempel lungebetændelse eller vædskemangel. Normalt ville de blive indlagt på sygehuset i Holstebro, men nu kommer de på tryghedshotel på et plejehjem hjemme i Lemvig.

I denne weekend er alle otte pladser belagt. Tre af de ældre ville ellers være indlagt på sygehuset. det skønner tryghedshotellets leder Birgitte Nielsen.

- Vi er nødt til at sadle om

Tryghedshotellet har været i drift i fire uger og er det første af sin slags i Midt- og Vestjylland. Men flere kommuner er på vej med lignende tiltag. Holstebro kommune får også medicinske hotelsenge i sit kommende sundhedshus:

- Vi er nødt til at sadle om og løse problemerne anderledes end i dag, siger Holstebros borgmester H.C. Østerby.

Kommunernes tryghedshoteller kommer som en kærkommen hjælp til sygehusene, der i lange perioder kæmper med overbelægninger på de medicinske afdelinger, hvor de ældre typisk bliver indlagt.

- Jeg ser helt bestemt det her sted som en løsning for, at man kan mindske overbelægningen på sygehusene, siger Birgitte Nielsen fra tryghedshotellet i Lemvig.