Truede sin nabo med pistol

Lokalpolitiet i Silkeborg måtte mandag rykke ud til stridigheder i en opgang i Vestergade.

En 40-årig mand skal nu fremstilles i grundlovsforhør for at have truet med en pistol. Foto: Arkiv

En 40-årig mand blev mandag eftermiddag anholdt for at have truet en 21-årig mand fra sin opgang i Silkeborgs midtby.

- Den unge mand er på vej op til sin egen lejlighed. Men da han passerer den 40-årige mands lejlighed, hiver manden sin dør op og truer den 21-årige med en pistol.

Sådan forklarer Flemming Just, politiassistent hos lokalpolitiet i Silkeborg, der dog ikke ønsker at kommentere på, hvad der ligger til grund for truslerne.

Ikke en rigtig pistol

Den unge mand ringede efter episoden til politiet, som ransagede den 40-årige mands adresse. Her fandt de en pistol og tog manden med på stationen.

Det viste sig dog hurtigt, at episoden ikke var helt så voldsom, som først antaget. Det var nemlig ikke en ægte pistol, den 40-årige mand havde truet med.

- Det var en hardball. Men den ligner og vejer det samme som en rigtig pistol, så man skal have kendskab til våben for at vide, at den ikke er ægte, forklarer politiassistenten.

Derfor ser politiet også med alvor på episoden.

- Den kan ikke forårsage den skade, som den forurettede tror, men derfor er det jo voldsomt alligevel, lyder det fra Flemming Just.

Den 40-årige mand vil nu blive fremstillet for grundlovsforhør ved Retten i Viborg.