Troldtoft betragter de røde kors som en trussel: Det er da skræmmende

Hvil i fred, lyder budskabet på de kors, der er stillet op i Ulfborg. Steffen Troldtoft er overbevist om, at det er et budskab til ham og hans far.

00:59

Steffen Troldtoft foran et af de mange kors med rød maling, der natten til torsdag blev stillet op i Ulfborg. Se et interview med ham her. Video: Marc Killigren, TV MIDTVEST

RIP MT & Søn - ikke glemt.

Sådan står der med rød maling på et af de mange kors, der natten til torsdag blev stillet op flere steder i Ulfborg.

Læs også Ulfborg vågnede op til hærværk: Blod bliver ikke glemt

Steffen Troldtoft er overbevist om, at det er en besked til ham og hans far Mourits Troldtoft, der i september 2018 blev dømt for at skyde en ulv på en mark ved Vind.

Sønnen har siden engageret sig i debatten som modstander af ulve i den danske natur, og han betragter korset og beskeden RIP (Rest in peace/hvil i fred) som en direkte trussel. 

- Jeg har fået så mange dødstrusler, at jeg har vænnet mig til det, men jeg vil overveje, om jeg i tilstrækkelig grad kan bevise, hvem der står bag, så jeg kan få et polititilhold mod manden, siger Steffen Troldtoft til TV MIDTVEST.

Uden for pædagogisk rækkevidde

Han fortæller, at flere personer allerede har fået et polititilhold, så de ikke kan kontakte ham - og det plejer at hjælpe.

Sagen fra Ulfborg er dog anderledes, erkender han.

- Det er skræmmende i den forstand, at han er taget ud og har gjort noget. Mange af de andre er fesne mennesker på Facebook eller i telefonen. Ham her har rent faktisk gjort noget.

- Det siger noget om, at nogen er fuldstændighed uden for pædagogisk rækkevidde. Det her er ikke bare én, der har tabt sutten. Han har tabt sutten helt ind i naboens have. Så på den måde er det skræmmende, at du har en ting, der grundet dårlig lovgivning får lov til at køre så langt, som den har gjort her, siger Steffen Troldtoft.

Ud over de mange kors er der flere steder i Ulfborg blevet malet slagord med budskaber som "Blod bliver ikke glemt".

Hvem der står bag, vides ikke med sikkerhed, men Storm Balderson, der har markeret sig med meget kraftige meldinger i ulvedebatten, har selv gjort TV MIDTVEST opmærksom på korsene og slagordene.

Han har sendt os flere billeder fra stedet taget, mens det var mørkt, ligesom han har lagt et billede op på Facebook med ordene "#ulfborg Protect wolves in the north".

TV MIDTVEST arbejder på at få en kommentar fra Storm Balderson.

Sagen efterforskes af Midt- og Vestjyllands Politi.

03:12 Luk video