Trods historisk lave asyl-tal: DF vil have endnu færre

Til trods for det laveste antal opholdstilladelser i mange år vil DF arbejde for at give endnu færre.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen mener, at vi skal tage imod færre asylansøgere i Danmark. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

For bare tre år siden var der flere end 10.000 personer, der fik asyl i Danmark. Men i år ser det markant anderledes ud.
    
Ifølge udlændingemyndighederne har blot 581 personer fået opholdstilladelse i Danmark i de første fem måneder af 2018. Det skriver Berlingske.

Læs også Afviste asylansøgere holder sommerferie på efterskole

Sidste år fik 2750 personer asyl i Danmark, mens tallet lå på 7493 i 2016, og i 2015 fik 10.849 personer asyl. Ifølge Berlingske er tallet dog nogle år steget hen over sommeren.

Men tallet kan alligevel opleves overraskende, siger Martin Henriksen, der er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti.

- Mange vil nok blive overraskede over et så markant lavt antal. Det er et dramatisk og historisk lavt antal, siger han til avisen.

Ifølge ham skal man tilbage til 2006 for at finde asyltal, der er tilsvarende lave i Danmark. Men DF vil arbejde for et endnu lavere antal, fortæller Martin Henriksen.

Flygtningene stopper i andre lande i Europa

Der er en række årsager til, at tallet er faldet, mener Thomas Gammeltoft-Hansen, der er professor med fokus på asylområdet ved Raoul Wallenberg Institute i Sverige.

Dels er der et generelt fald i antallet af asylansøgere i Europa. Derudover er der bedre styr på registreringer ved ankomsten til Sydeuropa. Til sidst er Danmark blevet kendt for politiske stramninger på udlændingeområdet.

Jens Vedsted-Hansen, der er professor ved Aarhus Universitet har forsket i de procedurer, der er, når man skal have asyl.

Ifølge ham er en del af forklaringen på det lave antal af opholdstilladelser, at mange ansøgere bliver stoppet i andre lande, inden de når Danmark.

03:06

Regeringen vil flytte de afviste asylansøgere væk fra Danmark og Kærshovedgaard til et nyt fælles europæisk udrejsecenter.

Luk video

Læs også Borgmester ønsker Kærshovedgård lukket: - Så helst det ikke var der