Trods exit: BSV-veteran stolt over europæisk sæson

Frusterende for Bjerringbro-Silkeborg ikke at kunne præstere over 60 minutter

En ærgerlig Michael V. Knudsen må erkende at BSVs Champions League eventyr er slut Foto: Arkiv

Michael V. Knudsen havde håbet på, at Bjerringbro-Silkeborg (BSV) kunne slå ungarske Pick Szeged ud over to kampe i Champions League.  Men sådan skulle det ikke gå.
    
Trods solide BSV-føringer i begge kampe vandt Pick Szeged både ude og hjemme og gik videre til kvartfinalen med en samlet sejr på 11 mål.
    
Efter søndagens 24-33-nederlag i Ungarn er Michael V. Knudsen frustreret over perioder med for lavt niveau, men han hæfter sig også ved det positive: At kampene giver håb og tro på mere.
    
- Det var et misvisende resultat på hjemmebane, og vi skulle have vundet den kamp, siger Michael V. Knudsen med henvisning til 24-26-nederlaget for en uge siden.
    
BSV var foran med fire mål i første halvleg og tre i anden halvleg i søndagens kamp i Szeged, men føringen blev smidt væk på sløset spil i løbet af ti minutter.
    
- Det er irriterende og frustrerende, at vi ikke kan spille godt over 60 minutter. Vi spillede godt i første halvleg, men Pick Szeged afgjorde igen kampen på ti minutter. Det gjorde de også i den første kamp, siger Michael V. Knudsen.
    
Stregspilleren erkender, at ungarerne havde et bredere hold med større kvalitet set over de to kampe.
    
- Vi har en smal trup, og Pick Szeged er et hold med meget større bredde end os.Det kræver nogle bedre spillere, og vi skal have to gode spillere på alle pladser, hvis vi skal kunne være med helt fremme, vurderer Michael V. Knudsen.
    
Den tidligere landsholdsspiller, som scorede fire mål i søndagens kamp, mener ikke, der skal så meget til, før BSV kan nå endnu længere i Europa.
    
- Vi er ikke langt fra at kunne nå videre til en kvartfinale. Men dette er tæt på det optimale, en dansk klub kan præstere i Champions League lige nu. Vi har mødt fem af de bedste klubber i verden, påpeger han.
    
Nu venter der et spændende slutspil i den hjemlige liga, og intet mindre end DM-guld kan gøre det for Michael V. Knudsen.
    
- Jeg håber, vi kan tage noget fra kampene i Champions League med ind i slutspillet. Vi er forsvarende mestre, så det vil være for lavt at sige andet, end at vi vil genvinde DM-titlen. Det vil jeg i hvert fald personligt gå efter, slutter Michael V. Knudsen.