Trist sommervejr er en gave for æblehøsten

Mens danskerne brokkede sig over julivejret og undrede sig over septembersolen, så har det mærkelige klima til gengæld været en gave til æbleavlerne.

Sommerens blandede vejr betyder en fornem æblehøst. Landet rundt kan de nemlig melde om usædvanligt store og flotte æbler. Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Sommerens blandede vejr betyder en fornem æblehøst. Landet rundt kan de nemlig melde om usædvanligt store og flotte æbler.

- Det var et meget fint forår med en flot blomstring uden nattefrost og efterfulgt af de vigtige uger bagefter, hvor grundlaget for æblernes senere vækst lægges.

Det siger Jan Jager, der er formand for de danske æble- og pæreavlere, og som selv har frugtplantage i Broby på Vestfyn.

 

Og samme glæde er der hos Jørgen Lavrsen, der er ejer af Roslev Frugt ved Skive. 

 

- Det har været en rigtig fin æblehøst, for vi havde et fantastisk forår og selvom vi egentlig synes, vi har haft en meget kedelig sommer, så har temperaturen været god for frugten, og vi har ikke haft behov for at vande andet end i foråret og så her i september måned, siger han. 

 

Og der er ikke bare mange æbler. De er også markant større, end de har været tidligere år.

 

- Vi kan se på kvaliteten af æblerne, at de er store og flotte og med en fin farve i år. Og æblerne er en halv gange så stor, som de normalt er, fortæller Jørgen Lavrsen. 

 

Og de mange og store æbler er lig med penge i kassen. 

 

- Økonomisk er det jo rart at have en stor mængde at kunne omsættes, så det er meget positivt for os. Selvfølgelig er der er ingenting, der er givet, før det hele er i hus, men indtil videre ser det rigtig godt ud. 

Danske avlere producerer omkring 25.000 ton årligt, og det samlede forbrug er 100.000 ton æbler.