TripleNine fusionerer med norsk fiskemelsfabrik

Fiskemelsfabrikken TripleNine fusionerer med den norske fiskemelsfabrik Vedde A/S. Dermed bliver fusionsvirksomheden Nordens største af sin art.

999_0.jpg

TripleNine, der har hovedsæde i Esbjerg og fabrik i Thyborøn, fusioner med den norske fiskemelsfabrik Vedde A/S. Vedde A/S er ejet af den norske koncern Koppernæs Gruppen, og den nye fiskemelsvirksomhed bliver den største i Norden. I øjeblikket har TripleNine hovedsæde i Esbjerg. Sådan forbliver det også efter fusionen.

Decentral struktur

Onsdag aften blev den endelige aftale underskrevet i København. Den nuværende administrerende direktør i TripleNine, Christian Bisgaard, fortsætter som direktør i det nye selskab. Han er glad for fusionen, der vil sikre en stærkere fiskemelsfabrik.

 - Det er værd at understrege, at der er tale om en meget decentral struktur, hvor beslutningsmyndigheden i høj grad bibeholdes i de enkelte selskaber. Den store fordel er, at der internt i koncernen vil ske en overordnet rapportering og en overordnet finansstyring, så vi får gode muligheder for at udveksle erfaringer, så vi på den måde kan udnytte den viden, der findes i de enkelte selskab, fortæller Christian Bisgaard i en pressemeddelelse.

Fusionen betyder, at TripleNine Group kommer til at råde over produktons- og handelsselskaber på strategisk vigtige steder i verden, såsom Danmark, Norge, Chile, Sydafrika, Mauretanien og Kina.