Trine Østergaard bliver en del af VM-truppen

Fløjspilleren fra FCM Håndbold er kommet sig så meget over sine skulderproblemer, at hun kan træde ind i VM-truppen.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Arkiv

Trine Østergaard kommer til at være med, når det danske kvindelandshold i håndbold møder Brasilien ved VM onsdag aften.

Fløjspilleren fra FCM har ellers måttet se de første tre VM-kampe fra tilskuerpladserne, fordi hun kom galt afsted med sin venstre skulder i en testkamp før turneringen.

Efter intensiv behandling er skulderen nu så meget i fremgang, at landstræner Klavs Bruun Jørgensen har valgt at skrive hende ind i VM-truppen, der dermed tæller de 16 tilladte spillere.

- Trine har taget små skridt hver dag, og det glæder mig, at hun nu er nået så langt, at vi kan indlemme hende i truppen, skriver landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.