Tilbage til Rødderne

Trine kæmper med tørken: - Mine grise har brug for mudder

Forskellige former for landbrug skal reagere forskelligt på den tørke, som vi har i landet lige nu.

10:25
Trine Kammersgaard bruger en del mere vand i en sommer som denne, så hendes økologiske svin kan få noget mudder at rulle rundt i. Det har de nemlig brug for.
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

At landmænd har det svært ved tørken er ikke nogen nyhed.

Men på TV MIDTVEST har vi været ude og besøge tre landmænd, der arbejder med forskellige former for landbrug, og her har vi blandt andet set, hvordan de håndterer tørken, der er i hele Danmark.

Det er tre meget forskellige slags landbrug, som vi har snakket med. Det er henholdsvis en økologisk svinelandmand, en biavler og en grøntsagslandmand. 

Men manglen på vand fra oven ændrer en del på, hvordan de skal arbejde i forhold til, hvordan de har gjort andre år. 

Svin har brug for mudder

I Villerslev har Trine Kammersgaard et økologisk svinelandbrug, og her har hun godt kunnet mærke, at der ikke er faldet meget regn over de seneste uger.

- I vinter var der mudder overalt, og nu laver jeg mudderet ved at lave vandhuller til grisene. Grise har brug for mudder, da de ikke kan termoregulere. De kan ikke svede, som vi kan, så de har brug for at køle sig ned på en anden måde, siger landmanden.

Mudderet har også den funktion, at den blokerer for solens stråler på grisenes hud, som en slags solcreme. 

Ellers går tiden for landmanden med at dominere søerne i indhegningen. Det gør hun for at få dem i brunst. Hun har én orne til at gøre det, men Walther kan godt bruge noget hjælp. Derfor gør hun som ham.

- Søerne har brug for at blive stimuleret, så jeg går og skubber dem lidt i lysken. Ved at stimulere dem, er der større chance for, at de kommer i brunst, siger hun. 

Så længe søerne er tomme, som Trine Kammersgaard kalder det, kommer de i brunst hver tredje uge. Hvis de så bliver befrugtet, så skulle de gerne være drægtige i tre måneder, tre uger og tre dage. 

3:07
Trine Kammersgaard viser her frem, hvordan man inseminerer en so. 

Bierne vil udvide familien

- Det er faktisk lige nu, at det hele eksploderer i biavl, siger Lasse Fuglsang. 

Det er tørt, der er høj sol og varme. Fantastisk vejr for en nystartet biavler.

Hans bistader får lov til at stå flere forskellige steder, så de kan bestøve alle de marker, der kommer i flor i øjeblikket. Da vi besøger ham, står de ved en stikkelsbærmark. Det er en synergieffekt. Bierne får nektar, og stikkelsbærblomsterne bliver befrugtet.

Det varme og tørre vejr har fremskyndet processen, og gjort, at bierne har holdt produktionen kørende på et højt niveau i længere tid end normalt.

De har dog brug for vand, så han skal fylde op i deres vandtrug flere gange om dagen. 

- En stor bifamilie har et kæmpe vandbehov. De bruger det til at blande foder op med og når de skal lave ny voks. De bruger sådan set vand til alle deres processer, siger Lasse Fuglsang. 

Vejret gør, at det går rigtigt stærkt for bierne, og dermed har Lasse travlt. Han skal sørge for, at bierne ikke føler sig begrænsede, så han er nødt til hele tiden at udvide med flere kasser og flere kunsttavler, som bierne kan arbejde og formere sig i.

På det her tidspunkt har jeg rigtigt travlt med at slæbe materiel til bigårdene for hele tiden at udvide. Der klækker mange unge bier, og det er dem, der er voksbyggere, så de skal have noget at arbejde med. Og de skal selvfølgelig også have noget plads at sætte noget honning i. 

Lasse Fuglsang har rigtig travlt i det varme og tørre vejr. Der er masser af nektar og finde, så han har travlt med at hente flere tavler, som bierne kan lave honning i.
Lasse Fuglsang har rigtig travlt i det varme og tørre vejr. Der er masser af nektar og finde, så han har travlt med at hente flere tavler, som bierne kan lave honning i.
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Men når der mangler plads, så er det ikke så meget et problem for honningproduktionen. Det handler mere om, at familien så ikke kan blive større.

- Når man snakker om, at der ikke er plads nok, snakker man egentlig om, at dronningen ikke har nok plads til at yngle, fordi pladsen er brugt til at fylde op med honning, siger biavleren. 

Vander grøntsagerne - Og ukrudtet

Gert-Jan Jonker, som ejer Hedens Grøntsager i Timring, er nødt til at hive vandingsmaskinen frem oftere end i andre somre. Tørken kan i den grad mærkes. 

Gert-Jan Jonker dyrker forskellige grøntsager, og han er nødt til at vande oftere end andre år. I samme omgang vander han dog også ukrudtet, som derfor også vokser meget i denne tid.
Gert-Jan Jonker dyrker forskellige grøntsager, og han er nødt til at vande oftere end andre år. I samme omgang vander han dog også ukrudtet, som derfor også vokser meget i denne tid.
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

- Her om sommeren er det vigtigt, at vi altid sørger for, at grøntsagerne har vand nok. Det bruger vi så vandingsmaskinen til mindst en gang om ugen, siger Gert-Jan.

Høsten ser dog rigtig god ud lige nu. Han graver nogle testkartofler op og ser om de ser fine ud, hvilket de gør. De skal dog lige have en uge eller to endnu, men det lover rigtig godt for resten af høsten.

Når han vander sine kål og persille, er det ikke kun dem, der vokser, men også ukrudtet, så han er nødt til at luge ud mindst hver anden uge. Til det har han tre forskellige værktøjer; En lille hakke, en stor hakke og et skuffejern.

Der er dog også ukrudt helt inde ved planten. Til det har han en såkaldt lugevogn. I normale haver sætter man sig ned på hug eller på knæ for at luge den slags ukrudt ud, men landmandens far har speciallavet en vogn til at spænde efter en traktor. 

Der er plads til to, som kan luge ukrudt, på den speciallavede lugevogn, men Gert-Jans hund, Mille, havde brug for en pause i varmen. 
Der er plads til to, som kan luge ukrudt, på den speciallavede lugevogn, men Gert-Jans hund, Mille, havde brug for en pause i varmen. 
Foto: Gert-Jan Jonker, Privatfoto

- Når man har 150 meter planter, kan man ikke gøre det på knæene, så min far har lavet en lugevogn, jeg kan ligge på, siger Gert-Jan Jonker. 

10:48