Trine Jepsen er tilbage: Undskyld hvis jeg har glemt en fødselsdag

I dag kom dagen, hvor Trine Jepsen igen kunne logge på Facebook efter to uger uden det sociale medie.

01:18

Se Trine Jepsens reaktions på at være tilbage på Facebook lige her.

Det var ikke uden nervøsitet, at direktør på herregården Nørre Vosborg Trine Jepsen for præcist to uger siden slettede sin Facebook-app og lovede, at hun ville holde sig fra det sociale medie i to uger.

Læs også Trine må undvære Facebook: Jeg er positivt overrasket

I dag er dagen så kommet, hvor hun er tilbage.

- Selvfølgelig kan man undvære noget i fjorten dage, hvis man skal. Men jeg kan godt se, at der er ting, jeg er gået glip af, og så har min lille pause ikke været der, fortæller hun og tilføjer:

- Der har været tidspunkter, hvor jeg har været nødt til at være mere opsøgende.

Der er dog en ting, som hun ikke kan lade være med at sige, da hun igen åbner sin Facebook-app.

- Jeg har godt nok savnet påmindelsen om fødselsdage. Jeg undskylder, hvis der er nogen, jeg har glemt at give en lykønskning. Det er Facebooks skyld, siger hun med et stort grin.

Fed oplevelse

Selvom Trine Jepsen til tider har savnet det sociale medie, så er hun også glad for, at hun har deltaget.

- Jeg synes faktisk, at det har været ret fedt. Det er ikke mindst, fordi jeg er blevet bevidst om mine egne vaner. Jeg er også blevet bevidst om, hvad jeg bruger Facebook til. Så det har i virkeligheden været meget sundt, tror jeg, forklarer hun.

Læs også Trine Jepsen er logget ud: Jeg har abstinenser

Hun fortæller også, at hun har brugt det til at være opdateret på nyheder.

- Det er tit, at jeg falder over historier på Facebook, og så går ind på det pågældende medie. Der har jeg været mere opsøgende nu. Især i forhold til de lokale medier. Jeg synes egentligt, at jeg altid har været god til at orientere mig nationalt og internationalt, men jeg vil gerne indrømme at i forhold til det lokale, så har det tit været Facebook, der lokkede mig ind, siger hun og tilføjer:

- Det har jeg ikke tænkt over, at jeg har, men det må jeg nok erkende, at det har været min vane. Så der må jeg være mere opsøgende.

TV MIDTVEST har set Trine Jepsens aktivitetslog og kan bekræfte, at hun har klaret eksperimentet.