Trine Jepsen er logget ud: Jeg har abstinenser

Direktøren indrømmer, at hun er mere afhængig, end hun selv troede.

Trine Jepsen savner Facebook.
Trine Jepsen savner Facebook.

Direktør på Nørre Vosborg, Trine Jepsen, loggede af Facebook i mandags, og der troede hun, at det ville blive en forholdsvis nem opgave. I dag indrømmer hun dog, at hun savner det.

- Jeg bliver nødt til indrømme, at jeg savner det. Jeg tager mig selv i at ville gå ind og kigge. Der har været nogle dage hvor jeg har tænkt, at jeg er mere afhængig, end jeg troede. Jeg får især abstinenser om aftenen, når der er faldt ro på. Jeg er ikke meget for det, men savner det faktisk lidt, siger hun med et grin og tilføjer:

- Jeg har rappet mig selv over nallerne en gang om dagen, men det er en fordel, at appen er slettet, for så bliver jeg ikke fristet på samme måde, forklarer hun.

Trine Jepsen er ikke på Facebook, fordi hun deltager i TV MIDTVESTs eksperiment, hvor vi og fire testpersoner skal logge af det sociale medie i to uger. Det gør vi for at teste, hvor afhængige vi er blevet af at få vores nyheder fra det sociale medie.

Vil holde det

Selvom det til tider er hårdt for Trine Jepsen ikke at være på Facebook, så mener hun ikke, at hun kommer til at falde i.

- Jeg er skruet sådan sammen, at jeg kommer til at holde det, slår hun fast.

Projektet har dog gjort hende opmærksom på ting, som hun ikke vidste.

- Jeg har opdaget, at jeg bruger de sociale medier meget. Jeg lægger næsten dagligt forskellige opslag op, og det kan jeg godt mærke, at jeg ikke gør nu, siger hun og fortæller, at hun nok bruger lidt mere tid på det sociale medie Instagram, nu hvor hun ikke er på Facebook.

Samtidigt har hendes nyhedsforbrug ændret sig, mens hun har været offline fra det sociale medie.

- Jeg er nødt til at være lidt mere opsøgende, men det er okay. Jeg kan dog godt mærke, at jeg skal sættes lidt i gang. Det er altid svært at ændre på vaner. Det var meget mageligt at få nogle nyheder fra Facebook, forklarer hun.