Tricktyve udgav sig som hjemmepleje

De seneste dage har regionen været hårdt ramt af tricktyverier. Senest har to tricktyve udgivet sig for at komme fra den lokale hjemmepleje.

ThistedPolitiExt.jpg

Både Holstebro, Struer, Nykøbing og Thisted har de seneste dage oplevet tricktyverier.

Onsdag aften blev en 86-årig kvinde fra Nykøbing kontaktet af to personer, der med blomster i favnen udgav sig for at være fra hjemmeplejen. Derfor lukkede den ældre kvinde godtroende de to personer ind i sit hjem.

- Mens den forreste kvinde snakkede med den ældre kvinde ude i køkkenet, rendte den anden person rundt inde i soveværelset. Her blev der stjålet en guldkæde og kontanter, forklarer Andreas Søgaard, der er politikommissær ved Thisted lokalpoliti.

En kvinde fra Thisted havde tirsdag en lignende oplevelse. Også hun åbnede døren for to personer, der fortalte, at de var fra hjemmeplejen. Politiet mener nu, at der er tale om samme gerningsmænd.

- Den forreste af de to personer passer i hvert fald på signalementet, og jeg mener også, at de havde blomster med til kvinden i Thisted. Der er meget, der tyder på, at der er tale om de samme personer, mener Andreas Søgaard.

Politiet har torsdag formiddag endnu ikke været i kontakt med den forurettede kvinde fra Thisted, men de vil nu kontakte hende for at undersøge sagen nærmere.

Bad om vejhjælp - stjal fra bilen

Også Holstebro og Struer har de seneste dage oplevet problemer med tricktyverier.

Tirsdag eftermiddag blev en kvinde bestjålet, mens hun var ved at læsse varer i sin bil på Enghavens Parkeringsplads i Holstebro.

- Hun stillede varerne på bilens bagsæde, men blev så kontaktet af en udenlandsk kvinde, der med et kort i hånden spurgte om vej på gebrokkent dansk. Efter et kvarter opdagede den forurettede kvinde, at hendes pung var blevet stjålet, forklarer politikommissær fra Holstebro lokalpoliti, Morgens Poort.

Få timer forinden oplevede en kvinde fra Struer en lignende episode. Hun havde sat sin taske på bagsædet af bilen, da hun blev afledt af en udenlandsk mand. Efterfølgende opdagede hun, at hendes pung var fjernet fra tasken.

Der kan meget vel være tale om et makkerpar, der arbejder sammen, mener Mogens Poort.

- Det kan i hvert fald ikke udelukkes. Folk skal i den grade gardere sig og holde tegnebøger og værdier tæt til kroppen, hvis mistænkelige personer tager kontakt, forklarer han.

Politiet søger vidner

I samtlige sager hører politiet gerne fra vidner, der kan have set eller hørt noget. I sagen om de to personer, der udgav sig for at være fra hjemmeplejen, har politiet et klart signalement af den ene gerningsmand:

- Der tale om en ung kvinde på omkring 20 år. Hun er ca. 170 cm høj, spinkel af bygning og taler dansk med accent. Da hun besøgte kvinden i Nykøbing, var hun iført hvide bukser, forklarer politikommissær Andreas Søgaard.

Politiet er endnu ikke klar over, om den anden gerningsmand ved tyverierne hos de ældre kvinder er en mand eller en kvinde. De opfordrer til forsigtighed og hører i øvrigt gerne fra vidner, der kan hjælpe til opklaring af sagerne, eller selv har oplevet noget lignende.

Politiet kan endnu ikke vurdere, om det er samme makkerpar, der står bag alle fire tyverier.

 

På TV MIDTVEST bragte vi for to uger siden dette længere indslag om tricktyverier:

3:58
Antallet af tricktyverier i Midt- og Vestjylland er det højeste i flere år. Derfor advarer politiet nu mod de kreative tyve