Tricktyve snød ekspedienter

To tricktyve har de sidste par dage været på togt i flere midt- og vestjyske byer. Men torsdag sluttede det, da de blev anholdt på en parkeringsplads i Holstebro.

250414_Tricktyve.jpg

Torsdag eftermiddag kom to bulgarske mænd ind i Netto på Vestergade i Holstebro, for at få vekslet et bundt 100 krone sedler til 2000 kroner. Men da de forlod butikken, manglede der 800 kroner i kassen.

Da ekspedienten skulle veksle, manglede der 100 kroner i bundtet. Tyvene fandt så 100 kroner ekstra frem, men samtidig fik de listet 800 kroner ud af bundtet.

På togt

Og det er langt fra første gang, at de to tricktyve er på spil i det midt- og vestjyske. Tidligere har de været i Videbæk og i Hanstholm, hvor de har lavet samme nummer.

I Videbæk gik det ud over Superbrugsen. Her slap tyvene afsted med 2400 kroner.

Efter gårsdagens tyveri fandt en patrulje de to mænd på en parkeringsplads i Holstebro, og her blev de anholdt.

- Det er rigtig godt politiarbejde. Det er flot og jeg er meget tilfreds, siger Anders Hedegaard, som også er meget glad for, at han har fået installeret godt overvågningsudstyr.

De to bulgarer er fredag eftermiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.