Trick-tyve på spil i landsdelen

Politiet advarer mod tricktyve i større byer i landsdelen. I går slog de til i Nykøbing.

lommetyvweb.jpg

Det lykkedes i går en mand og en kvinde samt et 5-6 årigt barn at snyde  personalet i to tøjbutikker i Nykøbing.

- Alle tre kom sammen ind i butikkerne. Mens de to af dem afledte personalets opmærksomhed, lykkedes det den 3. at lave et såkaldt "kassedyk", hvor man stjæler penge fra kassen, oplyser politikommissær Christian Toftemark fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Det skete onsdag eftermiddag, samtidig med at udenlandske mænd foretog adskillige lommetyverier på gågaden. Her gik de målrettet efter fx punge og tasker.

- Vores erfaring er, at når de har været en dag i en by, så rykker de typisk videre til næste by dagen efter. Derfor opfordrer vi folk i hele regionen til at være opmærksomme på tricktyvene, siger Christian Toftemark.

- Læg specielt mærke til hvis du pludselig får et skub, så kan det være lommetyve, der vil aflede din opmærksomhed, advarer politikommissæren.

De mænd, der var på spil i gågaden, beskrives som udenlandske og pænt klædte.

De tre, der lavede "kassedyk", beskrives som følgende: Manden: 30 - 40 år, 180 cm høj, bred af bygning, sort hår, sydlandsk udseende og med mørkt tøj.

Kvinden: 30 - 35 år, 170-175 cm høj, alm. af bygning, mørkebundt hår med hestehale, iført grå, lang kjole, og hun talte flydende dansk.

Drengen beskrives som værende 5 eller 6 år.