Tredje polske påske-voldsmand fra Fårvang har meldt sig selv

En tredje, formodet gerningsmand fra en voldssag i Fårvang i påsken har meldt sig selv. Torsdag eftermiddag skal han i grundlovsforhør.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

En 35-årig polsk mand skal torsdag fremstilles i grundlovsforhør. Onsdag meldte han sig sammen med sin advokat vedrørende en voldssag i Fårvang, hvor to personer i forvejen er sigtet og varetægtsfængslet. Det oplyser Michael Svendsen, der er politiassistent ved Lokalpolitiet i Silkeborg.

Anklageren vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret, men politiet fortæller, at overfaldet fandt sted på en privat adresse i Fårvang skærtorsdag. Dagen efter blev to polske mænd på 43 og 34 år anholdt og fængslet. Onsdag eftermiddag meldte sagens tredje gerningsmand sig altså.

- Der er muligvis en fjerde gerningsmand på fri fod, som vi arbejder videre med. Men de tre fra gerningsstedet har vi nu, forklarer Michael Svendsen.

Torsdag eftermiddag fremstilles han ved Retten i Viborg.