Tre unge skal betale millionerstatning

Retten i Herning har dømt tre unge til at betale 3,1 millioner kroner i erstatning for groft overfald.

Retten,_Herning, skilt2.jpg

Tre unge mennesker fra Herning blev onsdag dømt til at betale 3.118.729 kroner i erstatning i forbindelse med et groft overfald på åben gade i Herning i september 2010, hvor en nu 51-årig mand blev invalideret. Det skriver Herning Folkeblad.

De dømte ved Retten i Herning er to unge mænd på 21 og 23 år samt en 23-årig kvinde, som alle har afsonet deres straffe. Den 21-årige mand blev dømt til at betale erstatning, selv om han ikke deltog i overfaldet.

- Min eneste fejl var, at jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg gik over på den modsatte side af gågaden og rørte aldrig manden. Derfor forstår jeg ikke, hvordan jeg kan være ansvarlig for hans skader, siger den 21-årige til Herning Folkeblad.

Hovedmanden går fri

Den nu 51-årige mand blev ved 1-tiden natten til den 21. september 2010 overfaldet af tre mænd og en kvinde på Bredgade ud for Matas. Han nægtede at udlevere dem sin mobiltelefon og blev derfor overfaldet. Han blev sparket 10-20 gange, mens han lå ned.

Sagens hovedmand er en 25-årig mand, som er forsvundet efter at have udstået sin straf på et års fængsel. Derfor har politiet ikke kunne forkynde stævningen for ham, og han er derfor ikke dømt til at betale erstatningen.

- Det er lidt paradoksalt, at hovedmanden ser ud til at gå fri for erstatningen, fordi han gemmer sig. Jeg tror, at det offentlige lukker sagen nu, hvor de har et krav mod de tre unge, siger advokat Rene Knudsen fra Advokathuset Eegholm, der repræsenterede den 21-årige i retten, til avisen.

Procesrenten er for tiden på 8,2 procent, og da de tre unge er dømt til at betale denne rente fra den 3. maj 2014, kan de se frem til, at gælden vil vokse med godt 255.000 kroner alene i løbet af det første år.