Tre unge satte container i brand

En container ved Hotel Eyde i Herning blev natten til fredag sat i brand. 3 unge mænd er anholdt i sagen. (arkivfoto)

flammer_kunstigt.jpg

Kort efter kl. 04:00 slog flere herningensere alarm, fordi en container på torvet i Herning stod i flammer.

- Tre unge mænd har sat ild til en container, der står ved Hotel Eyde på torvet, og de vil nu blive sigtet for hærværk, fortæller Anders Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi.

- Det er altid alvorligt, når nogen tænder ild. Hvis det havde bredt sig til hotellet, kunne der have været fare for menneskeliv, og det havde været rigtig alvorligt, uddyber han.

Brandvæsnet fik dog hurtigt slukket branden, og der var ingen fare for, at den ville brede sig til Hotel Eyde, der for knap et år siden blev hærget af en voldsom brand, hvor 48 hotelgæster måtte evakueres.

De tre gerningsmænd er alle omkring 20 år gamle. De har nu tilbragt natten på Herning politigård og vil blive afhørt i løbet af fredagen.