Tre unge anholdt efter stribevis af indbrud i kirkers redskabsskure

Natten til onsdag var der tyve i redskabsskurene ved Vedersø og Nr. Omme kirker.

Vedersø Kirke er på listen over de kirker, der på det seneste har haft ubudne gæster. Foto: Arkiv

Kirkerne i Ringkøbing-Skjern Kommune har på det seneste været hårdt plaget af ubudne gæster, der stjæler plæneklippere og værktøj fra redskabsskurene.

Nu har politiet muligvis fået fat i de skyldige.

Lokalpolitiet i Ringkøbing oplyser, at tre unge mænd fra Varde-området natten til onsdag blev anholdt efter to nye indbrud i skure ved Vedersø Kirke og Nr. Omme Kirke ved Grønbjerg.

Læs også Knivstikkeri i Herning: - 18-årig stukket fire steder

- En af vores patruljer mødte helt tilfældigt en bil i nærheden af Nr. Omme Kirke og besluttede sig for at undersøge den nærmere. Personerne i bilen tog flugten ud over en mark, men jorden var så fast, at patruljen kunne følge efter, og så kunne vi anholde tre mænd på 19, 21 og 24 år, fortæller politiassistent Bjarne Højgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

De tre unge mænd havde en stjålet trailer spændt efter bilen. På den fandt betjentene blandt andet to havetraktorer og nogle kædesave, der formentlig stammer fra indbruddet ved Vedersø Kirke.

Der har tidligere været indbrud ved blandt andet Tim, Hee, Bølling og Lønborg Kirker, og politiet skal nu undersøge, om de tre anholdte har mere på samvittigheden.

- Det kunne man godt have en mistanke om. Vi har i hvert fald tidligere set, at der - ligesom i nat - er blevet stjålet trailere, som bliver brugt til at transportere tyvekosterne væk, siger Bjarne Højgaard.