Stor efterforskning kulminerer: Tre udenlandske mænd anholdt to timer efter indbrud

Det skal nu undersøges, om de tre anholdte kan kædes sammen med tidligere cykeltyverier.

De anholdte blev fanget med flere stjålne cykler (arkivbillede). Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En større efterforskningssag mod organiseret cykeltyveri kulminerede mandag morgen for Midt- og Vestjyllands Politi, Østjyllands Politi og grænsepolitiet. Her lykkedes det at anholde tre udenlandske mænd, der formentlig står bag tyveri af cykler for flere hundredetusinde kroner i blandt andet Silkeborg.

Læs også Video: Stjæler cykler for over en halv million kroner

Det bekræfter Brian Olsen, politiinspektør fra efterforskningsafdelingen Særlig Efterforskning Vest.

- De er i besiddelse af flere stjålne cykler. Vi har undersøgt tyveriforhold i flere jyske politikredse. Det vi skal undersøge nu er, om vi kan hæfte dem op på det. Derfor skal vi have dem varetægtsfængslet og undersøgt alle forholdene i sagen, siger han til TV MIDTVEST.

Anholdt to timer efter indbrud

De tre mænd var tidligt mandag morgen på spil mod cykelforretningen BikeWorld i Silkeborg.

Her blev der, ifølge Midtjyllands Avis, stjålet 13 cykler til en samlet værdi af omkring 300.000 kroner.

Nu skal det undersøges, om morgenens indbrud kan kædes sammen med tidligere indbrud, hvor cykler er stjålet.

00:23

Brian Voss Olsen, politiinspektør hos særlig efterforskning Vest, fortæller om efterforskningen.

Luk video

Politiet er tilfredse

De tre udenlandske mænd skal fremstilles i grundlovsforhør mandag klokken 15.00 i Retten i Randers. Det er noget, politiinspektør Brian Olsen er tilfreds med.

- Det er ihærdigt samarbejde, der gør, at vi får dem løbet op. I forlængelse af indbruddet i Silkeborg får vi dem standset, inden de er ude af landet. Det er vi super godt tilfredse med. Det er ihærdigt og vedholdende arbejde, der ligger bag, siger Brian Olsen.

Læs også Tyve lavede hul i taget og stjal cykler for 700.000 kroner

Flere indbrud i Silkeborg

Morgenens indbrud i BikeWorld i Silkeborg er langt fra enkeltstående.

Tidligere er selvsamme butik blevet udsat for indbrud, hvor tyvene kom ind gennem taget og stjal cykler til en værdi for omkring 700.000.

Også Cycle Sport Silkeborg har været ramt af ubudne gæster. Den 25. marts i år blev der stjålet dyre cykler af blandt andet mærkerne BMC og Scott for over en halv million kroner.

Det er indbrud som disse, Midt- og Vestjyllands Politi og Østjyllands Politi nu skal undersøge, om der kan være sammenhæng mellem.

00:42

SE OGSÅ: For anden gang på et halvt år har Cycle Sport i Silkeborg fået stjålet cykler for mange penge.

Luk video