Tre tyveknægte stjal bil og smadrede patruljevogn
En politibil blev smadret, da betjente var ude for at anholde tre mænd i Arnborg, der har stjålet mindst to biler.
Klokken seks i morges fik politiet en anmeldelse om en stjålet bil i Blåhøj ved Brande.
Bilens ejer kunne via overvågning se, hvor bilen befandt sig og ringede så til politiet, som sendte to biler af sted til Sportsvej i Arnborg.
Da de ankom, opdagede tyvene, at den ene patruljebil kørte rundt om bygningen, og de forsøgte så at komme væk.
- De mødte den anden patruljevogn, som blokerede vejen. Da tyvene nærmede sig, gassede de op og kørte ind i fronten på politibilen, som blev skubbet baglæns rundt, siger Henrik Nielsen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Tyvene slap væk, men blev standset og anholdt kort tid efter.
Mere på samvittigheden
Hos de tre biltyve i Arnborg fandt politiet yderligere en stjålet bil samt en i bilnøgle, som det endnu er uvist, hvad er til.
- Vi tror, de har mere på samvittigheden, for vi fandt nogle forskellige effekter i bilen, som vi skal finde ud af, hvor kommer fra, siger Henrik Nielsen
Det var en 27-årig mand fra Billund, en 23-årig mand fra Vejle og en 21-årig mand fra Aarhus, der blev anholdt.
Den 21-årige er nu varetægtsfængslet de næste fire uger, efter han har været fremstillet i Grundlovsforhør. De to andre er blevet afhørt og nu løsladt. De er begge fortsat sigtet for brugstyveri.