Tre søstre fra Vestjylland er alle blevet landmænd

De tre søstre fra Vestjylland har valgt en fremtid i landbrugsbranchen. En branche der ellers er mandsdomineret.

7:53

Normalt er landbrug lig med landmænd med masser af testosteron. Men i Vestjylland er der lidt mere østrogen i staldene, end der er på andre gårde. For her har tre søstre alle valgt at blive landmænd. 

- Vi kvinder kan da lige så meget, som mænd de kan, siger Charlotte Grønning Nielsen.

Ligesom hun er omgivet af køer i hverdagen i Sdr. Vium, står hendes to storesøstre, Anja Grønning Nielsen og Mette Grønning Nielsen, også for at passe køerne på en gård i nærheden. 

 
 
Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

Afvist fordi de var kvinder

I dag er de alle i arbejde, men det har dog været svært for dem at blive ansat, fordi de var kvinder, fortæller Anja Grønning Nielsen:

- Jeg blev afvist, fordi jeg var kvinde, fordi jeg ikke var lige så fysisk stærk, siger hun og fortsætter:

- Det er ikke i orden. Der er så mange andre ting, du kan lave, selvom du ikke er fysisk stærk.

På gården kører de blandet andet både med foder, fodrer køerne og står for at køerne har det godt. Sidstnævnte er netop en fordel, ved at de er kvinder, mener de selv. For selvom de måske ikke har råstyrke, så har de snilde. 

Kan noget andet end mænd

- Kvinder er generelt mere tålmodige med dyr, og de har også lidt en tendens til at have bedre omsorg, siger Anja Grønning Nielsen, mens hun forklarer om, hvordan hun pumper noget væske i en ko. 

Den kvindelige omsorg understreger Anjas chef, Henrik Hedevang Haahr, også som en af de helt klare fordele ved at have kvindelige landmænd.

- De er lidt hurtigere til at se, om dyrene er helt friske, og til at tage dem ud til et tjek, siger han.

 
 
Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST