Tre partier går sammen - vil vælte Søren Pape

Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i Viborg Kommune har besluttet at indgå valgforbund, i forsøget på at få væltet borgmester Søren Pape Poulsen af pinden ved næste års kommunalvalg

Pape.jpg

Ved at indgå valgforbund håber de tre partier, at den borgerlige fløj i byrådet vil komme til at stå stærkere efter næste byrådsvalg, fordi de undgår stemmespil fra de partier, der ikke bliver valgt ind.

Selvom Venstre er byrådets største parti, blev de sat udenfor indflydelse ved det seneste kommunalvalg, da konservative Søren Pape Poulsen blev borgmester i en koalition med Socialdemokraterne og SF.

Dansk Folkeparti fik ét byrådsmedlem valgt ind, mens det ikke lykkedes for Liberal Alliance, at komme i byrådet.

- Jeg er meget tilfreds med en styrket borgerlig fløj i byrådet og ser gerne et tæt samarbejde fremover mellem alle borgerlige partier i byrådet, siger Anders Jensen, formand for Venstre i Viborg Kommune.

Peger på Nina Hygum

Både Venstre og Dansk Folkeparti peger på Nina Hygum som borgmesterkandidat.

Liberal Alliance vil ikke pege på en borgmesterkandidat før valget, men sikkert er det, at de ikke ønsker, at Søren Pape Poulsen fortsætter.

- Søren Pape Poulsen har svigtet som borgerlig borgmester. Han har holdt storudsalg af central borgerlige værdier, og bidraget til, at kommunalreformen ikke er blevet en succes. Derfor peger vi ikke på ham. Venstre har et godt bud på en borgmesterkandidat. Men det tager vi stilling til efter valget, fortæller Flemming Præstegård, formand for Liberal Alliance i Viborg Kommune.

Næste års kommunalvalg finder sted tirsdag den 19. november.