Tre nordmænd reddet i land ud for Hvide Sande
Tre nordmænd blev i aftes reddet i land et par timer ud fra Hvide Sande. Deres båd var halvt fuld af vand
Folkene tilknyttet redningsstationen i Hvide Sande kom i aftes på arbejde, da en norsk lystbåd bad om hjælp.
Cirka 15-20 sømil ud fra Hvide Sande var tre nordmænd kommet i havsnød, da deres båd begyndte at tage vand ind.
- De havde sendt nødsignal ud på vhf'en og så blev vi ringet op fra JRCC, alarmcentralen, forklarer stationsleder Lorentz Christian Lauridsen til TV MIDTVEST. Han fik alarmopkaldet ved 19-tiden.
To redningsbåde blev sat i vandet og efter et par timer nåede de frem til lystbåden, der på det tidspunkt var halvt fuldt af vand. Her var en helikopter allerede nået frem.
To-tre meter høje bølger
Årsagen var tilsyneladende en slange, der var hoppet af et rør. Den blev sat i igen, og derefter tog båden ikke mere vand ind. Tilbage var kun at få lystbåden bugseret godt i land.
- Vi slæbte dem tilbage til Hvide Sande og var inde tyve minutter i et, i nat, forklarer Lorentz Lauridsen. Vejret var ikke helt godt, under redningsaktionen.
- Der var lidt frisk vind. Det blæste nok 10-12 sekundmeter, så bølgerne var to-tre meter høje, forklarer stationslederen.
Motoren havde fået vand, så båden kunne ikke selv starte.
De tre nordmænd havde det efter omstændighederne godt, da de kom i land.
- De var selvfølgelig lidt rystede. Og de frøs. De havde fået våde sokker, men der var ikke fare for noget, siger Lorentz Lauridsen.
Nordmændene var på vej hjem til Norge fra Gran Canaria, da båden begyndte at tage vand ind og de måtte en ufrivillig tur omkring havnen i Hvide Sande. De blev i nat indkvarteret på det gamle sømandshjem og skal formentlig i dag have lavet lidt ved båden, inden de kan sejle videre.