Tre narkobilister snuppet af samme patrulje

I Viborg snuppede den samme politipatrulje i løbet af én vagt tre narkopåvirkede bilister.

Narko
Foto: Christoph Hardt/Geisler-Fotopress, Scanpix

Tre mænd blev i løbet af tirsdag aften og natten til onsdag taget for at køre bil i narkopåvirket tilstand i midtbyen i Viborg.

Det fortæller Peter Søndergaard, vagtchef hos lokalpolitiet i Viborg, til TV MIDTVEST.

Den første bilist, en mand på 33 år, blev klokken 22.45 stoppet af patruljen på Vesterbrogade. Her viste en spyttest, at han kørte med stoffet benzodeazepin i blodet - et stof, der findes i flere medicinske præparater, men som også er kendt narkoman-kræse.

Den anden bilist, en mand på 48 år, blev senere stoppet på Indre Ringvej, hvor en spytest viste, at han kørte rundt med amfetamin i blodet. Klokken 04.11 blev den tredje mand på 31 år så stoppet på Randersvej, hvor testen viste, at han både havde opiater og cannabis i blodet.  

- Det er rart, at vi har taget tre personer på så kort tid. Det sker meget sjældent. Det er skræmmende, men jeg håber, ikke at det er et generelt billede på, at mange kører rundt med narko i blodet i Viborg, siger Peter Søndergaard.

De tre bilister blev alle taget med på politistationen, hvor de afgav en blodprøve, som skal fastslå, om de havde narko i blodet. I så fald kan de se frem til at miste kørekortet.