Tre måneder for vidnetrusler
En 48-årig mand fra Lemvig fik sin anden dom på to dage. Blev dømt for at true en mand, der afgav forklaring mod ham.
Der var kontant afregning, da en 48-årig mand fra Lemvig tirsdag blev stillet for en dommer ved retten i Holstebro.
Den 48-årige fik en straksdom på tre måneders ubetinget fængsel for vidnetrusler - dermed fik han sin anden dom på to dage.
Mandag blev han nemlig idømt 40 dages fængsel i en sag om hærværk og overtrædelse af færdselsloven - og om aftenen valgte han så ifølge tiltalen at true en mand, der havde afgivet forklaring i samme sag.
I en SMS til manden skrev den 48-årige: "Du skal bare komme ud af Lemvig hurtigst muligt. Ellers ender du i en kiste. Det lover jeg, din fucking stikker".
Den 48-årige erkendte sig skyldig og modtog dommen.