Tre mænd tiltalt for tyveri af designermøbler for millioner

En lang række private hjem i Jylland har haft uønsket besøg, hvor Wegner-stole og PH-lamper er blevet hapset.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Tre mænd i 20'erne er blevet tiltalt for at have stjålet særligt Wegner-stole og PH-lamper til en værdi af 3,5 millioner kroner.

Tyvekosterne har de fået fingre i ved at have begået 30 forskellige indbrud i en stribe private hjem i Jylland, lyder det i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Læs også Vidner søges: Designtyve på spil i ly af natten i Ringkøbing

I løbet af sidste år har de tre mænd ifølge tiltalen været ubudne gæster 30 forskellige steder.

De langfingrede mænd gik målrettet efter designervarer.

Mændene er 22, 23 og 25 år, og de kommer alle fra Aarhus-området. Indbruddene er dog blevet begået både i Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Sydøstjylland og Østjylland.

Det er Særlig Efterforskning Vest (SEV), som efterforsker organiseret kriminalitet på tværs af politikredsene i Vestdanmark, der har anholdt de tre mænd. De blev anholdt i december sidste år, men det er altså først nu, at et anklageskrift ligger klar.

- Der er efter vores vurdering tale om særdeles organiserede indbrud, som har været nøje planlagt. Der er stjålet for millioner fra mange forskellige borgere, så det er en alvorlig sag, siger anklager hos SEV Jhin Lee i pressemeddelelsen.

Læs også Smykker, lampe og porcelæn for 250.000 kroner stjålet i Viborg

Da politiet anholdt de tre mænd, blev der fundet en lang række tyvekoster gemt i en bygning.

Flere af kosterne blev siden offentliggjort med billeder, og politiet har haft held med at finde ejerne til flere af de stjålne varer.

Det var dog ikke kun private hjem, der fik ubudne gæster. De tre mænd er også tiltalt for at have stjålet to biler fra et autoværksted i Aalborg.

Retssagen mod de tre mænd finder sted i løbet af efteråret. De præcise datoer er dog endnu ikke lagt fast.