Tre mænd stak af fra skunklaboratorium

Vietnamesere tog flugten, da de blev afsløret i et skunklaboratorium ved Hersom. En 58-årig mand blev senere anholdt og fængslet i sagen.

040814Skunk.jpg

Der er tilsyneladende stadig fuld gang i den ulovlige produktion af skunk i Midt- og Vestjylland.

I weekenden blev der fundet et stort skunklaboratorium med 366 planter på en nedlagt landbrugsejendom uden for Hersom i Viborg Kommune.

Det var ejendommens ejer. der afslørede, at der var noget galt. Han har lejet ejendommen ud til en vietnamesisk mand, og da han lørdag aften lagde vejen forbi ejendommen, mødte han tre vietnamesiske mænd, der med det samme valgte at stikke af.

58-årig anholdt - er han bagmanden?

I laden fandt ejeren et fuldt udstyret skunklaboratorium, og han kontaktede med det samme politiet. Patruljer fra både Midt- og Vestjyllands Politi og Nordjyllands Politi blev sendt til området, og efter et par timer traf en af patruljerne en 58-årig vietnamesisk mand, som nu er fængslet i sagen indtil den 25. august.

Lederen af lokalpolitiet i Viborg, Poul Vestergaard-Lau mener ikke, at den 58-årige var en af de tre mænd, der stak af fra ejendommen. Derimod er der muligvis tale om den mand, der stod som lejer af ejendommen - og han var måske på vej ud for at lede efter sine landsmænd.

I weekenden blev der også fundet et skunklaboratorium ved Kjellerup. Her blev en 35-årig vietnameser anholdt og fængslet til den 25. august. Lokalpolitiet i Silkeborg kan ikke oplyse, hvor mange planter der blev fundet her.

1:48
Midt- og Vestjyllands Politi har i weekenden fundet skunklaboratorier i Kjellerup og i Hersom ved Viborg