Tre mænd fængslet for hjemmerøveri
Tre mænd på 18 og 19 år er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter hjemmerøveri i Skjern torsdag aften.
Omkring klokken 22.30 torsdag aften brød tre mænd på 18 og 19 år ind til en 40-årig mand i Skjern. Her skar de ham med noget glas, der muligvis stammer fra en knust flaske, og stjal hans computer.
To timer senere blev de tre mænd anholdt i nærheden af huset. Der er tale om en 19-årig mand fra Ringkøbing og to 18-årige mænd fra Skjern og Lem.
I dag var de tre mænd i grundlovsforhør ved Retten i Herning. Her blev alle tre varetægtsfængslet i fire uger.
Motivet bag hjemmerøveriet er endnu ukendt, ligesom politiet heller ikke ved, om der er flere gerningsmænd i sagen på fri fod.
Den stjålne computer er endnu ikke blevet fundet.