Tre landmænd nomineret til økopris

Dyrevelfærd, omstilling til økologisk foder og tanke på klimaet har nomineret tre landmænd fra vores del af landet til årets øko-håndværkere.

Hestbjerg Økologi er én af de nominerede med deres poppelgrise.
Hestbjerg Økologi er én af de nominerede med deres poppelgrise.
Foto: Bertel Hestbjerg

Arbejdet med økologi hos tre landmænd ved Holstebro, Hestbjerg og Brande får anderkendelsen til at vokse hos Økologisk Landsforening. 

De er nemlig nomineret til årets øko-håndværkere, en pris der gives for at inspirere andre landmænd til godt økologisk håndværk. 

- Dette er ikke en konkurrence om at være ’den bedste’. Her handler det om at synliggøre det innovative, økologiske håndværk til inspiration for alle landmænd. Vi ved, at der rundt omkring er mange smarte løsninger, som let kan anvendes andre steder, hvis blot kendskabet øges til de gode løsninger, siger Christina Udby Hansen, der er projektleder på Godt økologisk håndværk.

Hestbjerg Økologi ved Holstebro er nomineret i kategorien ’Ekstraordinær dyrevelfærd’ for deres arbejde med dyrevelfærd, hvor forbrugeren sammen med kødet får fortællingen om det liv, grisen har levet. Svinekødet sælges som 'Poppelgrise'.

På gården Højbo ved Brande er Karl Henning Mikkelsen nomineret i kategorien 'Øget jordfrugtbarhed og klimatænkning' for at forvandle sandede marker til frugtbar jord med sædskifte, markpleje og kompost.

Og ægproducent Jakob Kjær fra gården Overgaard er nomineret i kategorien 'Økologi i balance' for at have stillet om til 100 procent økologisk foder, selvom reglerne i dag kun kræver, at foderet er 95 procent økologisk. 

Der er i alt 12 nominerede i fire kategorier. Vinderne findes lørdag den 11. marts.