Havvindmøllepark: Tre havne drømmer om jobfest

Hvide Sande, Thyborøn og Thorsminde havne flirter med tanken om at få fingrene i tusindvis af jobs fra den planlagte havvindmøllepark på vestkysten.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Når den nye havvindmøllepark "Thor"  skal opføres står tre havne fra landsdelen klar til at få en bid af kagen og de opgaver der følger med.

Læs også Nu ligger det fast: Kæmpe vindmøllepark til Vesterhavet

Både Hvide Sande, Thyborøn og Thorsminde havne flirter med tanken om at få fingrene i de 8200 jobs, man spår, parken vil kaste af sig.

Det, havnene særligt er sultne efter, er servicedelen. Altså alt det arbejde der ligger efter etableringen når skibene skal sejle til og fra havn for at servicere parken.

- Thorsminde Havn er på! Vi har den korteste afstand til vindmølleparken. Vi har vanddybde vi har havneplads og vi har plads på havnen og arealer til servicefaciliteterne, siger Lisette Sønderby, der er havnechef i Thorsminde.

I Thyborøn har man allerede tegningerne klar til et nyt havneområde hvor arbejdet på land kan foregå.

- Vi ligger rigtig godt i forhold til vindmølleparken Thor. vi har nogle rigtig gode besejlingsforhold og vi kan lave nogle helt unikke faciliteter, som er helt dedikeret til et service-setup på en kommende havvindmøllepark, siger Havnedirektør i Thyborøn Havn, Jesper Holt Jensen. 

Tidsplan for projektet

  • Udbudsprocessen indledes med en vejledende udbudsbekendtgørelse i juni 2019.
  • Ultimo 2021 udpeges vinderen.
  • Parken etableres i nettilslutningsvinduet 2024-2027. Hvornår parken præcis etableres afhænger af, hvordan udbudsvinderen tilrettelægger etableringen. Denne fleksibilitet er med til at sikre en lav pris.
  • Der skal ifølge energiaftalen etableres yderligere to parker frem mod 2030.
  • Den endelige placering og udformning vil først være kendt, når udbuddet er afgjort.
  • Der udpeges med energiforligskredsens beslutning et stort forundersøgelsesområde på 440 km2, som ligger minimum 20 km fra kysten.
  • Den endelige park forventes at fylde ca. 180 km2. 

Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Se mere

Og så er der Hvide Sande. Her sælger man sig på at de mange folk, der skal servicere parken også skal have noget at lave, når de har fri.

-  Vi kan ikke kun servicere selve offshore-vindbranchen, men vi kan også tilbyde en lang række faciliteter omkring overnatning og catering og aktiviteter til de folk, når de ikke er på arbejde. Det er de jo ikke hele tiden, siger Steen Davidsen, Havnedirektør i Hvide Sande Havn.

Det er i placeringen 'Nord' på denne illustration fra Energistyrelsen, hvor den nye havvindmøllepark placeres.  Foto: Energistyrelsen

Greenaa har mærket effekten 

På Grenaa Havn ved de alt om hvad det betyder, når en stor vindmøllepark skal opføres og serviceres.  Fra den østjyske havn blev Danmarks hidtil største vindmøllepark, Anholt Vindmøllepark, nemlig opført.

- Der var rigtig meget gang i butikken over de to år - der var cirka beskæftiget 1000 mennesker, fortæller Henrik Carstensen, der er havnechef i Greenaa.

Parken stod færdig i 2013, og bliver i dag serviceret fra Greenaa.

- De har cirka 80 mand beskæftiget. Cirka 50 på deres kontor og cirka 30 mand på de 3-4 serviceskibe de har liggende fast her i havnen, siger Henrik Carstensen.

Gode råd til bejlende havne

Det var Dong, nu Ørsted, der i samarbejde med Siemens opførte Anholt Vindmøllepark og valgte Grenaa Havn at gøre det fra.

Og her skal de tre bejlende havne i vest spidse ører. For ifølge Ørsted var det udover afstand og plads på havnen, samarbejdet som gjorde at valget faldte på Greenaa. 

- En ting er de fysiske rammer som per default skal være for valg af rammer, men det at man også har en fleksibel havn og partner de næste 25 år - for os har det været nøglen til succes. Det er super vigtigt at det samarbejde fungerer, forklarer Jan Holst, der har ansvaret for driften af vindmølleparken ved Anholt for Ørsted.

I Grenaa er de ikke i tvivl om hvor meget vindmølleprojektet haft betydet for området.

- Der er jo tusindvis af folk involveret i et havvindmølleprojekt, så man skal ikke undervurdere behovet i sådan en fase. Det er lige fra hoteller til madleverancer til brandstofleverancer, så alt muligt og når det hele bliver lagt sammen er det helt enormt hvad der er af behov i sådan et område.

Til sidst et godt råd til de tre havne ved vestkysten der bejler til det nye vindmølleprojekt. 

- Et godt råd vil være virkelig at arbejde fleksibelt med den hovedkontraktgiver der er og se hvilke muligheder der er og lytte til det og se om man ikke kan få gjort sig klar til at være den der vinder kontrakten som servicehavn, siger Jan Holst. 

Der er i alt 2100 ansatte i virksomhederne på havnen i Grenaa.

02:22 Luk video

 

02:42

Den nye havvindmøllepark i vest skaber også bekymring, det fortalte TV MIDTVEST i starten af marts: Der er udsigt til mange nye arbejdspladser, men en placering minimum 20 kilometer fra kysten vækker bekymring hos vindmøllemodstandere Video: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Luk video