Tre et halvt års fængsel for hjemmerøveri

En 17-årig dreng skal tre et halvt år i fængsel for et hjemmerøveri, han begik sidste år i Bjerringbro.

Vestre Landsret, skilt.jpg

En 17-årig dreng fra Bjerringbro slipper billigere end normalt for et groft hjemmerøveri, som han begik sammen med en kammerat den 22. august. 

Vestre Landsret har tirsdag stadfæstet en dom fra Retten i Viborg på tre et halvt års fængsel mod den 17-årige. Udgangspunktet for straffen, når det gælder hjemmerøveri, er fem års fængsel. Dog er det sådan, at personer under 18 år normalt får lavere straffe. Blandt andet fastsætter straffeloven en maksimal straf på otte års fængsel til børn.

Derfor er den 17-årige også sluppet billigere end normalt. Statsadvokaten i Viborg mente, at byrettens dom fra november var for mild, og derfor gik man i landsretten i håbet om at opnå en højere straf, men forgæves. 

Røveriet i august var særdeles groft. De to drenge var iført hætter, da de smadrede en rude og trængte ind i hjemmet hos en 85-årig mand på Storhedevejen i Bjerringbro. Den ældre mand blevet slået og sparket, og drengene truede ham både med en økse og en kniv. Derudover skar de telefonledningen over.

Udbyttet ved røveriet var særdeles magert. Røverne slap væk med en ring og 400 kroner.

/ritzau/

TV/Midt-Vest bragte sidste år et indslag om hjemmerøveriet:

1:28
Sent onsdag aften blev en ældre mand nord for Bjerringbro udsat for hjemmerøveri.