Tre brande på to timer

Tre gange på mindre end to timer måtte brandvæsenet rykke ud i Ulfborg torsdag eftermiddag.

Klokken 15.58 opstod der ild i en landejendom på Torstedvej. Ilden er formentlig begyndt i et fyrrum og store dele af gården er brændt ned.

Kort efter, klokken 16.10, gik der ild i en etageejendom på Bredgade i Ulfborg. Det gik galt, da nogle håndværkere var i gang med at brande tagpap på.

17.43 blev brandvæsenet kaldt ud til den tredje brand. Denne gang til en naturbrand ved Madum Kirkevej. Det er formentlig et cigaretskod, der var skyld i ildebranden.

- Der har været nok at se til, fortæller vagthavende indsatsleder, Anders Frederiksen, Holstebro Brand og Redning.