Tre anholdt for hjemmerøveri

Politiet foretog i nat tre anholdelser i sommerhusområde

PolitiErmeHerning.jpg

Tre mænd blev ved midnat anholdt for at have begået et hjemmerøveri i Resen ved Struer i mandags. Røveriet foregik om formiddagen, hvor ejeren af huset på Lucernevej i Resen kom hjem og overraskede tre røvere. Manden ville stoppe den ene, men denne slog ham med en bærbar computer. Bagefter stak de af i en mørk Mondeo, og det var efterlysningen af denne bil, der i går eftermiddags bragte politiet på sporet.

- Vi undersøger et sommerhusområde i Hurup og får bekræftet, at der er nogen, der benytter sommerhuset i forbindelse med røveriet - der ligger nemlig blandt andet nummerplader med registreringsnummeret til den bil, der var efterlyst, fortæller lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Karsten Hansen.

Ingen af de mistænkte var dog ved huset, så politiet satte sig til at vente. Klokken fem minutter i et i nat bar ventetiden frugt. Tre mænd kom kørende til sommerhusethuset i den mørke Mondeo, og politiet foretog anholdelse af dem alle. Der er tale om en 19-årig og en 25-årig mand fra Randers samt en 22-årig, der formentlig også kommer fra Østjylland.

Lige nu ransager politiet området med hunde for at finde de koster, der blev røvet i mandags. Der er allerede fundet en bærbar computer.