Travlhed på sygehusene går ud over patienterne

​Når læger og sygeplejersker må løbe stærkt, så kan der opstå alvorlige fejl.

Kræftafdelingen i Herning har været alvorligt ramt af travlhed.
Kræftafdelingen i Herning har været alvorligt ramt af travlhed.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

De løber stærkt på kræftafdelingen i Herning. Så stærkt at arbejdstilsynet tidligere i år har givet et påbud om at ændre på forholdene.

- Det er jeg selvfølgelig rigtigt ked af, og jeg vil bestræbe mig på, at det ikke er der, vi ender igen, fortæller ledende overlæge, Hanne Linnet.

Tilsynet vurderede ikke bare, at personalets sundhed var truet, men også at lægerne begik fejl i behandlingerne på grund af travlhed.

- Det må ikke ske. Det er det, vi hver eneste dag bestræber os på ikke foregår, siger Hanne Linnet.

Glemte opfølgninger

Fejlene handlede om, at lægerne glemte at følge op på samtaler eller gav forkert medicin. Det er ikke kun i Herning, at den slags sker.

- Jeg synes, at det er stærkt kritisabelt. Man får ikke indrapporteret fejl, og der kan være ting, man overser, som faktisk kan få alvorlige konsekvenser, siger formand for Danske Patienter, Camilla Hersom.

Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i Arbejdstilsynets påbud til hospitalerne. I 20 sager har arbejdspresset tynget læger og sygeplejersker i en grad, hvor det går ud over patienterne.

- Hvis man har den oplevelse, at man har for travlt, og man ikke kan levere den faglighed, der skal til, så skal vi selvfølgelig tage det alvorligt. Vi skal sætte ind og tilføre flere hænder, der hvor der er behov. Men helt generelt har vi et godt arbejdsmiljø på vores hospitaler, fortæller formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Anders Kühnau.

Han henviser til, at trivselsmålinger og sygefravær generelt går i den rigtige retning, men det billede har sygeplejerskerne svært ved at genkendte.

- Når vi måler på det her i Dansk Sygeplejeråd, og det gør vi jævnligt, så kan vi se, at personalet i tiltrædende grad oplever ikke at kunne levere den faglige kvalitet, som man synes, man bør kunne levere i forhold til, hvad patienterne har behov for, siger formand Anja Laursen.

Kræftafdelingen i Herning har ansat tre nye læger og er nu ved at have travlheden under kontrol.

2:22